• Sidste år blev Danmark ramt af et brutalt fænomen med svenske lejemordere. I retssal 22 rettede politiet pilen mod truslen indefra

    Source: BDK Borsnyt / 16 Jul 2025 10:00:42   America/Los_Angeles

    Den sigtede, en nu tidligere studentermedhjælper i Københavns Kommune, virkede fattet, seriøs og grundigt forberedt, da han onsdag formiddag vandrede ind mod vidneskranken i retssal 22 til et grundlovsforhør i en spektakulær sag. Bare fem timer tidligere – klokken 6.30 – var han af politiet blevet anholdt, og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ser på forløbet med »meget stor alvor«. Nu sad han der i Københavns Byret iført olivengrøn fløjlsskjorte, sorte bukser og brune loafers. Han skulle forklare sig i en sag, som ifølge politiet fortæller en historie om, hvordan det svenske bandemiljø tilsyneladende har infiltreret det danske system. Sigtelsen blev læst op af den veloplagte anklager på sigtedes højre hånd. I et effektivt tempo præsenterede han politiets side af sagen, og det var bemærkelsesværdigt: Den sigtede har under »særligt skærpende omstændigheder« – fra sommeren 2023 og et år frem – på sin arbejdsplads i kommunen skaffet sig uberettiget adgang til 1.742 personers cpr-oplysninger, mener politiet. Det er den eneste del af anklagen, han erkender sig delvis skyldig i, men hvad den delvise erkendelse består i, kom ikke frem, før dommeren valgte at lukke dørene til retsmødet. Derudover er han sigtet for at have foretaget opslag i CPR-registret, der ifølge politiet blev videredelt med henblik på afpresning af 66 personer samt drabsforsøg mod en enkelt person. Og det er altså den del, som den 27-årige nægter sig skyldig i. Drabsforsøget er ifølge NSK tilknyttet til bandemiljøet og er tidligere blevet beskrevet i Berlingske. Den 27-årige mand, tilsyneladende af dansk afstamning, er beskyttet af et navneforbud, og dermed kan Berlingske ikke beskrive ham yderligere. »Hjernen« stod bag Sagen er ifølge beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Jens-Kristian Lütken (V) »fuldstændig uhørt«. Og den afslører i hvert fald, hvor galt det kan gå, når en 27-årig studentermedhjælper tilsyneladende bliver fristet over evne. For han har ifølge politiet svigtet det ansvar, der hører med til at have unik og fortrolig adgang til vores alle sammens data: Data, der nu, mener politiet, er blevet brugt som en handelsvare. Ifølge politiet muliggjorde han nemlig et drabsforsøg i Herning, hvor to svenske piger, der var henholdsvis 14 og 15 år på gerningstidspunktet, mødte op ved en mands bolig i Herning i besiddelse af en pistol og skulle forsøge at udføre et lejemord. Drabsforsøget mislykkedes, da det tiltænkte offer ikke var til stede på adressen. Den ene af pigerne, der siden hændelsen er fyldt 16 år, blev fængslet in absentia tidligere på sommeren. Den anden pige var under den kriminelle lavalder på det påståede gerningstidspunkt og kan derfor ikke retsforfølges, skriver Ritzau. Berlingske har tidligere beskrevet drabsforsøget mod manden i Herning, som ifølge et nyt anklageskrift blev orkestreret af en 22-årig mand, en svensk statsborger, med aliasset »Hjernen«. Manden har ifølge anklageskriftet sendt mindst syv unge svenske lejemordere mod mål i Danmark. Og dermed skriver onsdagens retsmøde sig altså ind i historien om det brutale fænomen, som sidste år ramte Danmark. Nemlig at purunge lejemordere bliver sendt til Danmark for at udføre attentater relateret til bandekonflikter. Nu viser det sig, at et af forsøgene på lejemord, ifølge politiet, tilsyneladende kunne lade sig gøre med hjælp fra en offentligt ansat ung mand i Danmark, som havde sin daglige gang i Københavns Kommune. Det er uklart, om den sigtede vidste, hvad de oplysninger, som ifølge politiet er blevet solgt videre til kriminelle, skulle bruges til. »En særdeles alvorlig sigtelse« Den fremmødte presse forsøgte at holde dørene åbne, så danskerne kunne få et større indblik i sagen. Blandt andet med henvisning til, at CPR-registeret er noget, der vedrører os alle sammen. Men uden held. »Udgangspunktet er, at der er åbenhed i retspleje, men der er tale om en særdeles alvorlig sigtelse,« sagde dommeren. Den sigtede blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger frem, fordi der ifølge dommeren er begrundet mistanke for medvirken til drabsforsøg og afpresning. https://www.berlingske.dk/indland/sidste-aar-blev-danmark-ramt-af-et-brutalt-faenomen-med-svenske
Share on,